Vi oplever en del travlhed i webshoppen, hvorfor der kan forkomme forsinkelser på levering af ordrer. Vi beklager ulejligheden.

En verden af kvalitetskaffe hos Østerlandsk Thehus

Specialty Coffee

Specialty Coffee er betegnelsen for rene arabicakaffer af højeste kvalitet. Specialty Coffee kommer fra en bestemt farm eller distrikt i det pågældende oprindelsesland og er dyrkes i højlandet, de fleste steder i over 1.600 meters højde. Specialty Coffee udgør kun de bedste 3% af verdens kaffeproduktion. For at bære dette prædikat, skal kaffen være friskhøstet, håndplukket og sorteret.

Der går ca. 6.000 håndplukkede kaffebønner til bare 1 kilo ristet kaffe. Specialty Coffee minder på mange måder om god vin, for ligesom vin præges kaffen af jordbundsforhold, klima, mikroklima, samt selve forarbejdningen af kaffebønnen. De ovennævnte faktorer er altafgørende for smagen.

I midten af 1970’erne blev espressomaskinen, som vi kender den fra caféer, kaffebarer og mange husholdninger, også introduceret af Østerlandsk Thehus, der i dag har et bredspektret udvalg af espressomaskiner. Bekendtskabet og samarbejdet med verdens førende kaffespecialister inden for Specialty Coffee har ført til, at Østerlandsk Thehus i dag er Danmarks største og mest alsidige forretning hvad angår eksklusive kaffer og espressomaskiner.

Et mikroristeri med store ambitioner

Østerlandsk har etableret et nyt kafferisteri i Fårevejle i Vestsjælland. Risteriet er det der populært kaldes et “mikroristeri” - men i den mere seriøse ende. Risteriet har en fleksibel kapacitet, som gør det muligt for os, at riste små mængder helt ned til 10 kg. ad gangen. Dette giver os en fleksibilitet, der gør det muligt at tilbyde et stort udvalg af forskellige kaffer til vore kunder således, at selv sjældne og kostbare kaffer kan ristes i så små mængder, at kaffen altid vil være frisk.

Der er mange hensyn at tage, når man køber kaffe. Hos Østerlandsk Kafferisteri i Fårevejle forsøger vi at sammensætte en bred vifte af spændende kaffer, der både repræsenterer det bedste fra hver region og samtidig tilfredsstiller forventningerne for de fleste kræsne kaffeentusiaster.

Man skal ikke kimse ad mindre kaffefarme

Da vi startede med Specialty Coffee i starten af 90’erne, var parolen: Kaffe som vin, ikke som benzin. I dag er det stadig kaffens kvalitet, der har højeste prioritet, når vi køber grønne bønner. Selvfølgelig foretrækker vi alle, at kaffen er økologisk, men hvis der er en bedre kaffe fra samme område, vælger vi ikke den økologiske bare fordi, den er økologisk.

For øvrigt produceres der masser af kaffe uden brug af sprøjtemidler, men som ikke har økologicertifikat ganske simpelt fordi, kaffen dyrkes under så primitive forhold, at hverken sprøjtekemi eller certificering er indenfor rækkevidde. Det ville være uretfærdigt, hvis den lille mand, der har produceret den bedste kvalitet, skulle gå glip af salget til fordel for en økonomisk stærkere og mere velorganiseret kaffebaron med den knap så gode, men økologisk certificerede, kaffe.


Tak fordi du tog dig tid til at læse dette blogindlæg. Vi håber, at du nød læsningen og måske endda lærte noget nyt.

Har du spørgsmål til vores sortiment eller kaffe generelt, så tøv ikke med at tage fat i os!

« Return